Er omgivelserne blevet for rodede, trange eller uoverskuelige? Opleves det som uoverstigeligt
at begynde at rydde op, sortere – og måske sige farvel til dét, som ikke længere behøves?


OPRYDNING SKABER PLADS

At rydde op handler om at forholde sig til sine ting på ny. At gennemgå, sortere og organisere. Det kan til tider synes at være en uoverstigelig opgave, derfor kan det være rart med assistance. Jeg kan hjælpe dig med et nyt blik, en praktisk hånd og guide dig gennem processen. Mange bliver overrasket over, hvilken lettelse der følger og oplever en fornyet påskønnelse af de ting, man har brug for og holder af.


START FORFRA

At rydde op handler om at starte forfra. Helt bogstavligt. At tømme skabet. Skuffen. Kommoden. Og samle alle ting ét sted for at skabe overblik. Herpå starter en sortering med fokus på at tilvælge lige netop dét, som man behøver og glædes ved.


FARVEL  –
OG TAK
I en oprydningsproces bliver det ofte åbenlyst, at der er ting i omgivelserne, som over tid har mistet deres oprindelige værdi, og som det ikke længere giver mening at beholde. Det kan dog være overraskende svært at skille sig af med sine ejendele, de kan have affektionsværdi, måske de har været kostbare eller giver en oplevelse af tryghed. At få hjælp til denne proces kan give fred med at sige farvel. Og tak. Til de ting som engang var vigtige, men som er groet ud af ens liv. Så der bliver plads igen, til alt dét, som nu er betydningsfuldt.


EN DAGLIG GLÆDE

Når alt er sorteret, så kun det essentielle og bedste er tilbage, hjælper jeg dig med at re-organisere dine ting. I dialog finder vi den mest hensigtsmæssige måde at organisere dine skuffer, skabe, garderobe på. Denne nye orden vil skabe overblik, fordi alt har fået en plads, en plads hvortil det også nemt og naturligt kan returneres efter brug. Grundstrukturen er lagt og den fremadrettede oprydning vil blive enklere og mere ligetil – ja, måske ligefrem en glæde.


FÅ HJÆLP TIL DIN OPRYDNINGSPROCES

At rydde op, organisere og prioritere har altid udgjort fundamentet for mit virke som grafisk designer og som mangeårig indehaver af forretningen Cinnober. Men også famile og venner har jeg gennem årene rådgivet. Så har du brug for assistance til at skabe harmoniske og funktionelle rammer, så kontakt mig via Cinnober, mail eller telefon, og lad os tale om, hvordan jeg bedst kan hjælpe dig i processen.

Bedste hilsner,
Ulla Welinder // indehaver af Cinnober

“The true secret of happiness lies in taking a genuine interest in all the details of daily life”
— William Morris (1834–1896)