Oktober 2026  Grøn, gul, rød. Og brune toner. Vissenbrun til dyb, brummende umbra. Fløjlsblød jord. Nyslåede kastanjer triller blandt nedfaldne, perforerede blade. Klatrende vildvin selvlysende rød i den lave efterårssol. Nuancer af okker og transparent pink. Naturen i opløsning. Krøller sig sammen i mosset, behåret forrådnelse. Fragmenteret, svampet, snørklet, slimet og porøs. En vild opvisning i bål og brand midt i det tiltagende mørke. En årstid der i menneskealdre har inspireret til fortællinger om overtro og magi, sagn og eventyr befolket af tunge, knortede trolde, surreelle gnomer med røde huer i den kriblende, krybende underskov – det transformerende underjordiske.

Forgrenet  En sæsonens notesbog til feltstudier, optegnelser og ideer. Notesbogen indeholder tre sektioner – een med blanke sider, anden sektion er illustreret med eksotisk farverige, skulpturelle svampe, og en tredje sektion har linierede sider. Alt på delikat tekstureret papir. De illustrerede svampe stammer fra værket ‘Medical Phytography, a History of Powerfull Substances and Poisons from the Plant Kingdom’ (1821).

Illustreret notesbog
A5 størrelse med blanke og linierede sider
149,- Dkk

Behåret  Vamsede, bløde efterårstørklæder i chenillegarn. ‘Chenille’ er en garntype med luv, der giver en funky, pelset velouroverflade. Designerduoen Wallace og Sewell har igen nyfortolket vævningens kunst i farver og mønstre og skabt tekstile landskaber, man kan gå på opdagelse i, forvilde og gemme sig i. Et utroligt kreativt overskud og  viden om farver, balancer og kompositioner.

Store, vævede chenille-tørklæder
af Wallace and Sewell,
1.950,- Dkk/stk

Mosset  Disse små papirblokke til noter og huskelister er de fineste! Grafiker Anne Solmer har designet notesblokkene samt en smuk årskalender. Alt er risotrykt, en teknik der kan minde om en blanding af fotokopiering og serigrafi. Farverne er miljøvenlige, baseret på ris-klid-olie, der absorberes af papiret, hvilket giver et mat og delikat udtryk på det næsten pergamyntynde papir. Den lille blok kan bo i lommen, i tasken, på skrivebordet – ren papirlykke hver dag.

Lille risotrykt notesblok
indeholder 60 sider med varierende stribemønster
fåes i grøn eller blå
39,- Dkk/stk

Vægkalender med 12 månedsopslag,
risotrykt i blå
249,- Dkk

Skimlet  Den seneste udgave af HÅNDVÆRK bookazine er dedikeret til emnet transformation:

”Vores sprog udvides i disse år med nye ord og begreber, og allerede kendte ord får nye betydninger. Cirkulært, regenerativt, downcyclet, upcyclet er blot nogle af dem. Fælles for dem er, at de forsøger at indfange en bevægelse: noget, der er under forandring – eller allerede er transformeret – fra tidligere tiders syn på sagen til et mere nutidigt blik, formet af ressourcekrise, biodiversitetskrise og klimakrise og et behov for at finde nye løsninger.” — HÅNDVÆRK #15

HÅNDVÆRK bookazine udgives halvårligt af Rigetta Klint, der i sin formidling drager nytte af sit mangeårige virke, først som udøvende håndværker og formgiver, siden som skribent og fotograf.

‘Håndværk, #15, Transformation’
fåes på dansk eller engelsk
260,- Dkk

Sammenkrøllet  Kunsthal Sophienholm er lige nu aktuel med en inspirerende og smuk udstilling ‘BEATA RURIS OTIA FUNGIS DANICIS – Lyksalige stunder i naturen med de danske svampe’.

”Afsættet er Sophienholms grundlægger Theodor Holmskjolds banebrydende bogværk om svampe BEATA RURIS OTIA FUNGIS DANICIS fra 1790. Et værk, der her 230 år senere stadig regnes for et af de ypperste eksempler på botanisk formidling af svampe i verden, og som udstillingen også låner sin titel fra. I Sophienholms sale udfoldes bogværkets ekvilibristiske illustrationer sammen med værker af danske og internationalt anerkendte kunstnere, der deler fascinationen af svampe. Tilsammen former de en udstilling, der samtidig er et besøg i de mange følelsesmæssige facetter, som kan opstå ved nærstudier i naturen: fra ro til rus, fra nysgerrighed til forbundethed, fra faktuel erkendelse til åndelig åbenbaring.” — Kunsthal Sophienholm

Sophienholm Kunsthal
‘BEATA RURIS OTIA FUNGIS DANICIS
Lyksalige stunder i naturen med de danske svampe’
11. september – 17. januar 2027

Formuldet  En farvevariant af det vamsede, bløde efterårstørklæde fra Wallace og Sewell.

Store, vævede chenille-tørklæder
af Wallace and Sewell,
1.950,- Dkk/stk

Loddent  Bogværket ‘Fungi’ af kunstner Nicolai Howalt er hverken et videnskabeligt katalog eller en botanisk håndbog, men snarere en poetisk og visuel meditation over svampe og deres rolle i skabelsen af liv og stof. Værket bevæger sig i grænselandet mellem videnskab og kunst og berører spørgsmål om eksistentiel økologi, tid og fotografiets fænomenologi samt mykologiens historie. Det er en refleksion over transformation, sameksistens, billedskabende processer og levende organismers uforudsigelige æstetik.

‘Fungi’ af Nikolai Howalt
390,- Dkk

Porøst  Morkler, judasører eller visnende blade? Unika keramik af Louise Egedal – nu i nye grønne glasurer.

Keramiske unika objekter
af Louise Egedal
290,- Dkk/stk

Spiseligt  Nærende, varme supper og godt brød at bryde er en livgivende kvalitet ved efteråret. Servér mad og drikke i smukke, funktionelle skåle og kander – og måltidets farver og smag, dufte og teksturer fremhæves og forstærkes. Bon appétit!

Hånddrejede keramikskåle
af Young Ja Lee
760,- Dkk/stk

Hånddrejede keramikkander
fåes i tre størrelser
fra 690,- Dkk/stk

Dekorative kort til hilsner og gaver
græskar, artiskokker og andre motiver
15,- Dkk/stk

Bløde, mossede oktoberhilsner,
fra Cinnober og Allégade 25