September 2024 Tilbage i hverdagen. Genopladet af sommersol. Inspireret af andre indtryk. Med nye ideer og friske kræfter, lyst og trang til at tage fat.. Det er tid til at gå på gaden. Mødes på byens torv og pladser. Stammer, klaner og godtfolk. Fraktioner, oppositioner og folkebevægelser. Septembers summende energier vil udveksles, kommunikeres, manifisteres. Ønsker, behov og forhåbninger til fremtiden. Som vibrerende impulser der deles, gentages, forstærkes, mangfoldiggøres. Fra ét menneske til et andet, til mange flere, i en synergi der reflekteres i de fælles sfærer, skaber bevægelse i verden:

Brasilianske vingeslag Kunstneren Camila Arruda bidrager i septemper med en farvestærk væg-collage i Cinnober. Eksotiske blomster, fugle og buketter vil alle med deres særegenhed bidrage til en magisk septemberhave.

Undergrundsvibrationer I New Yorks findes et helt særligt underjordisk museum bestående af 100 stedspecifikke og permanente kunstværker. Samlingen opleves alle døgnets timer, året rundt, af mere end fire millioner metropendlere og rejsende i det undergrundsnetværk, som udgør New Yorks transitsystem MTA. Bogen “Contemporary Art Underground” præsenterer disse 100 kunstprojekter der er opført mellem 2015 og 2023 af MTA Arts & Design. Spektakulære værker udført af samtidskunstnere, der har bidraget til et mangfoldigt underjordisk univers, båret af deres fortællinger, givet karakter og stemning til de enkelte stationer. Blandt de præsenterede kunstnere er Yayoi Kusama, Kiki Smith, Nick Cave, Ann Hamilton, Xenobia Bailey, Jim Hodges, Alex Katz, Sarah Sze og Vik Muniz, hvis kunstneriske sprog har skullet oversættes til gengivelser i mosaik, glas eller metal – materialer som tåler de særlige forhold i transitmiljøet.
“Contemporary Art Underground,
MTA Arts & Design, New York”
540,- Dkk

Fremtidssamlere Det hollandske kunstmagasin “See All This” stiller i dette nummer skarpt på emnet BEKLÆDNING. Trendformidler Lidewij Edelkoort er inviteret som oplagt gæstekurator, og gennem hendes erfarne og visionære blik behandles aspekter som, hvordan klæder fortsat skaber folk. Hvordan en garderobe kan opbygges som en skattet samling, og hvordan det 20. århundredes kunst inspirerer nutidens mode. Om vores omgang med tekstiler, som nødvendigvis må forandres, så den værdifulde ressource fremadrettet behandles med respekt og påskønnelse. Edelkoort, der hele sit liv har været draget og fascineret af modeverdenens kreativitet og kunstneriske rigdom, fandt sig for 10 år siden nødsaget til at formulere et “Anti-Fashion Manifest” for herigennem at italesætte det omsorgssvigt, misbrug og den grådighed, der i hendes optik, udhulede og reducerede beklædning til blot at være masseproduceret tøj. Ikke så meget har bevæget sig siden, men Edelkoort er fortrøstningsfuld: “Nye måder at se og opleve mode må udforskes, for den eneste kur mod vores monstrøse overforbrug ligger nu i hænderne på dig og mig, som samlere frem for forbrugere.”
”See All This, Art Magazine, #34,
The Wardrobe as Art Collection,
Curated by Forecaster Lidewij Edelkoort”
245,- Dkk

September inspirationer I en tid med rigeligt vil et nyt halstørklæde forhåbentligt indgå som en funktionel og smuk del af garderoben. Ved dets kvalitet og særlige farve- og mønsterkombinationer udgøre en god detalje. Bringe glæde mange sæsoner fremadrettet ved omhyggelig behandling og påskønnelse.
Tørklæde af 100% merinould
650,- Dkk

Fri folklore I stedet for at insistere på, at vi opgiver de mangfoldige fornøjelser tøj har at byde på, fremsætter psykoanalytiker og forfatter Anouchka Grose i sin nye bog et post-mode-manifest, der afviser den bevidstløse fremstilling af billigt, nyt tøj, til fordel for en fremtid, hvor anderledes former for stilfulde imitationer og frie personlige fortolkninger vil tage plads. Der er uendelig mange kreative forvandlingsmuligheder i det beklædningsunivers, som allerede findes. Helt specifikt i alt det tøj, som allerede er produceret, samt den inspiration der kan hentes i historien – beklædningstraditioner og stilarter fra nær og fjern. Således tager Anouchka Grose os med på en tankevækkende og underholdende rejse fra Ludvig XIV’s hof til TikToks digitale spejlsale. Beklædning og mode granskes fra en række vinkler: historisk, psykologisk, politisk, miljømæssigt, sågar sprogligt. Der er stof til eftertanke og en aktiv forhåbning om en fremtid, hvor vi lader vores beklædning behandle os, og vores jord, så langt venligere.
”Fashion A Manifesto”
Anouchka Grose,
240,- Dkk

Streetart William Morris (1834–96) var britisk designer, kunstner, forfatter og forelægger, i dag nok bedst kendt for de smukke tekstildesign, han skabte for Morris & Co. At han desuden var stærkt engageret i sin samtid, som fortaler for socialisme og kunstens essentielle betydning i samfundet fremgår af disse to manifester. Baseret på et foredrag holdt ved Manchester Royal Institution i 1883, bidrager “Art, Wealth and Riches” med et essay, om kunstens almendannende og æstetiske værdi, der bør være tilgængelig og til glæde for alle i et samfund, snarere end en økonomisk, eksklusiv værdi forbeholdt de få. I andet bind “The Decorative Arts” advarer Morris imod den tiltagende homogenisering af produktionen, fulgt af et passioneret opråb om, at kunsten må gøre sig synlig i tidens design: “Art will make our streets as beautiful as the woods, as elevating as the mountainsides.”
“Morris’s Manifestos I,
Art, Wealth and Riches”
79,- Dkk
“Morris’s Manifestos II,
The Decorative Arts”
79,- Dkk

Gadens impulser Efterårssæsonen er på vej og det bliver tid til varmere tøj – skal det være hjemmestrikket, genbrug eller nyt?
Tørklæde af 100% blød merinould,
650,- Dkk

Identifikation Keramiker Metha Wallace har formgivet en serie armbånd med fine keramiske perler – nogen glaserede, andre ru, nogen korte, andre længere, og som prikken over i’et: en enkelt plastikperle. Farveskalaen er inspireret af Københavns Museum.
Armbånd med keramiske perler,
380,- Dkk

Nøgne nye tider Hvorfor klæder vi os, som vi gør? For at besvare dette spørgsmål har modeskribent Charlie Porter søgt tilbage til det tidlige tyvende århundrede, hvor Bloomsbury kollektivet, en uformel gruppe af britiske forfattere, intellektuelle, filosoffer og kunstnere, udfordrede tidens sociale og sartoriale konventioner. Deres virke og betragtninger fik stor indflydelse på litteratur, æstetik og økonomi, såvel som deres moderne holdninger til feminisme, pacifisme og seksualitet. I bogen “Bring No Clothes” præsenteres læseren for seks af gruppens personligheder: Virginia Woolf, John Maynard Keynes, Vanessa Bell, Duncan Grant, Ottoline Morrell og E. M. Forster, der gennem deres meget individuelle valg af garderobe udtrykte, hvorledes samtidens beklædning kunne virke som et værktøj til patriarkalsk kontrol og undertrykkelse, eller det modsatte, understøtte kreativ, intellektuel og seksuel frigørelse.
”Bring No Clothes,
Bloomsbury and the Philosophy of Fashion”
285,- Dkk

Smag og behag “Have nothing in your house that you do not know to be useful, or believe to be beautiful” – William Morris
Tørklæde af 100% blød merinould,
650,- Dkk

Tekstile protester Mange kunstnere har anvendt tekstiler til at udtrykke sig politisk. I bogen “Unravel: The Power and Politics of Textiles in Art” er 50 nutidige kunstnere repræsenteret. Kunstnere tiltrukket af de taktile processer og de helt særegne udtryk som syning, vævning, fletning, perlebroderi og knytning har kunnet tilbyde i fremstillingen af værker, hvis ønske har været at udfordre magtstrukturer, flytte grænser og forandre verden. Det er mangfoldig kunst, der spænder fra små, intime håndlavede værker til omfangsrige, skulpturelle installationer. Radikale i form og politisk intention. Alle vedkommende og bevægende i deres beretninger om marginalisering og udelukkelse, såvel som transcenderende magi og frisættende glæde.
”Unravel: The Power and Politics of Textiles in Art”
530,- Dkk


Ønsker jer alle en summende smuk september,
sensommerhilsner fra Cinnober